Hinnerup Cup – hele klubbens store fælles opgave og oplevelse
Hinnerup Cup er årets største begivenhed for HOG Fodbold og hele lokalområdet. I de sidste 35 år har vi i august måned inviteret til Danmarks hyggeligste fodboldstævne, hvor op mod 2000 gæster fra hele landet indtager banerne ved Haldum-Hinnerup Hallen, E. Trasborg Park og de nærliggende skoler.
Alle klubbens børne- og ungdomshold deltager sportsligt, og alle medlemmer og forældre bidrager som frivillige.
For at stævnet kan gennemføres, er det nødvendigt, at alle forældre og voksne spillere tager ansvar og hjælper til. Hver forælder forventes at tage to vagter pr. barn, der deltager – eller to vagter som voksen spiller. Opgaverne spænder vidt: fra at stå i kiosken, hjælpe med bespisning, parkering, baneopsætning, kridtning, oprydning, til at være banevagt eller hjælpe med overnatning og information. Der er også mange, der hjælper, selvom de ikke længere har børn, der spiller – fordi fællesskabet og stævnet betyder noget for hele byen.
Hinnerup Cup har en styregruppe og omkring 20 funktionsledere, der organiserer alle områder, så alle frivillige ved, hvad de skal – og så det bliver en god oplevelse at hjælpe til. Du får besked om dine vagter på forhånd, og det er altid muligt at bytte internt, hvis du er forhindret på et bestemt tidspunkt. Din/dit barns træner/holdleder informerer om alle frivillig-opgaver i maj måned.
Hinnerup Cup handler om meget mere end fodbold:
Det er årets højdepunkt for mange børn og unge, der glæder sig til at spille kampe mod hold fra hele landet og opleve stævnestemningen sammen med venner og familie.
Der er masser af aktiviteter på og udenfor banerne – hoppeborg, pannabane, konkurrencer og sjov for både store og små.
Stævnet samler hele byen og skaber liv, glæde og omsætning for det lokale butiksliv
Overskuddet fra Hinnerup Cup går direkte til at forbedre klubbens faciliteter og tilbud til medlemmerne.
Til Hinnerup Cup må forældre prioritere at tage arbejdsopgaver frem for at se deres egne børn spille - man kan derfor ikke vente med at tage vagter indtil kamprogrammet er lagt.